|
||||||
|
Ledreborg den 17. august 2003 Så blev det endelig søndag og dagen hvor vi skulle ned og opleve 10 års jubilæums Slotskoncerten på Ledreborg. Vejret var helt i top det samme var humøret. Da vi blev lukket ind var der udlevering af gratis slotsprogram og gratis blad, Opus. Længere nede af stien stod der kontrollører og udførte stikprøver for at checke, om nogle havde taget drikkevarer med selv – for det må man jo’ ikke. Vi slæbte af sted med campingstole, tæpper og madkurv. Endelig fik vi afleveret vores billet og så gik turen ind i skoven og frem til TELTET. Solen skinnede fra en skyfri himmel og det var bare så skønt – tænk hvis det havde regnet. Nåh’ men tiden gik faktisk hurtigere end man umiddelbaret skulle tro, der var jo’ lidt i kurven at hygge sig med. Tiden nærmede sig og spændingen steg. ca. 1½ time før koncertens start kom der gang i storskærmene. Man viste her hvad der foregik over på den anden side af søen, nemlig Mik Schack som skulle kreere en middag for de vindende personer af slotskonkurrencen. Tommy Körberg havde hørt om den stegte lever og var blevet lovet et stykke. Han kom også og smagte og blev tiljublet af tilskuerne. ENDELIG var kl. 15.00 DUT og Hans Otto Bisgaard dagens veloplagte konferencier kom ind på scenen og bød os alle hjerteligt velkommen til denne 10 års jubilæums koncert. Så begyndte en ouverture og det var Merano fra Chess. Der blev klappet højt og piftet – nu var koncerten for alvor i gang. Så kom Tommy Körberg og Karin Glenmark på scenen og de sang Mountain Duet – i en tæt duet. ENDELIG blev det tid til for første gang at møde Stig i denne koncert. Han blev introduceret rigtigt flot med megen rosende omtale. Han kom ind til stor jubel (specielt fra nogen af os) – iført cowboybukser og blå jakke og SOLBRILLER og sang Pity the Child i solens skarpe stråler – wau… siger jeg bare. Det var lige så man fik gåsehud over hele kroppen og hjertet slog lige et par ekstra slag…. Men dette nummer var Stigs optræden allerede overstået i denne omgang!!! – (shit’ siger jeg bare). For nu var det tid igen for Tommy Körberg at komme på scenen og det var i dag ham som gav Anthem – det kender vi da også én som kan gøre (bedre tænkte jeg). Nåh’ men okay det var jo ikke nogen STIG-koncert. Efter Anthem kom Karin Glenmark igen på scenen og de gav sammen You and I – et kært nummer. Nu var det blevet tid til lidt spas og det var ”De små Synger” med Finn Nørbygård og Hans Otto Bisgaard. Der blev sunget et vejr-medley til stor humor for alle gæsterne, da der både blev sunget om regn og white cristmas.
En sang fra et italiensk menukort og Farineli: Sangen har vinger blev det også til.
Indimellem de forskellige indslag fik vi også besøg af Karl Ejner – Booking daw daw…
Stjerne for en aften Gudrun Jacobsen kom ”forsigtigt” på scenen og gave to numre med megen følelse og udtryk: Promise Me og You-re Mine. Der er ingen tvivl om at hun har en smuk sangstemme, men hun er forståeligt nok lidt genert for at stå over for så stort et publikum.
Cyrano med Sebastian, Steen Lünell og Mastodonterne og en “venligst” udlånt Trine Gadeberg sang følgende sange: Hvem kommer ind, Næsevisen, Kærligheden Sangen om barndommen, Den store serenade og til slut kampsangen. Det var flot med kostumer og ”næsen” var også med.
Så var det blevet tid til en pause og Hans Otto annoncerede denne til at skulle vare 25 min. det vil sige sagde han: ” at vi møde kl. 16.36 igen…. Om der var kø i pausen???? – ja’ det skulle vi lige hilse at sige at DER VAR!!! Men det fik nu ikke Hans Otto til at vente på ALLE, for som sagt så gjort, kl. 16.36 stod han klar på scenen igen til at annoncere anden afdeling for begyndt. Anden afdeling begyndte også med en ouverture – denne var Arrival en rigtig god ABBA klassiker.
Ja’ man må indrømme at hun er en ”gammel garvet” og meget scenevandt kunstner. Hun forstå at ”flirte” med sit publikum – Men det kender vi jo’ selv så godt fra en VIS STIG…… Apropos Stig…., nu var det ENDELIG blevet tid til at få HAM på scenen igen. Ju’bi.. siger jeg bare han var i kanon humør og han sang SÅ SMUKT da han gav This is the moment – åh’ altså… den er bare dejlig. Det var en utrolig veloplagt Stig der gav den hele armen på scenen. Han var iført cowboybukser og en lys jakke. Efter denne sang gik han ud igen…...For der skulle nu gøres plads til Karin Glenmark , Trine Gadeberg og Tommy Körberg. Der blev sunget America, Somewhere.
Så gik koret ellers i gang med at synge I Feel Pretty og Stig afbrød dem humoristisk for at spørge dem om det virkelig altid er KVINDER som skal synge sådanne sange og så skal jeg lige love for at han selv tog sangen i egen mund og gav den for fuld udblæsning i en noget mere ”rock’et” udgave. Der var bare SÅ MEGET gang i den mand og jakken fik da også lige en tur ned ad skulderen og så kunne han hvine så englene sang. Er du vimmer..... –
nu skulle man lige have pusten tilbage…….. Hans Otto og Finn Nørbygaard kom nu ind og fortalte om det næste på programmet - som var et Beatlesportpouri – et fællessangsportpuri som vi skulle synge med på – lød op fordringen. Jeg tror ikke der var ret mange som ikke sang med på alle disse gode gamle Beatles sange: All You need is Love, She Loves You, Penny Lane, Yellow Submarine, When i’m 64, Good Day Sunshine, Love Me Do og under Hey Jude havde Finn og Hans Otto hentet nogle fine skilte som bar teksten Hej / Jude og na/na. Det skabte en del morskab da de herre skulle huske at vende disse skilte på det rette tidspunkt. Til slut var det tid for et rigtigt godt ABBA – portpouri og solisterne her var Karin Glenmark, Sanne Salomonsen, Tommy Körberg og naturligvis STIG.
Nu var stemningen på kogepunktet. Stig var i sine cowboybukser og en hvid løsthængende skjorte. Alle sangere (Karin Glenmark, Sanne Salomonsen, Tommy Körberg og STIG) gav den hele armen som solist og kor på skift for hinanden – Take A Chance On Me, Fernando, Does Your Mother Know, (her måtte vi simpelthen op og stå – og her blev blev vi) On An On And On, og til sidst Dacing Queen. Stig havde godt nok fået lidt af en opgave på halsen som kor/2. stemme på Does Your Mother Know – den var lige ved at tage pusten fra ham. Og hold da op hvor han svedte…. Jublen ville ingen ende tage og der måtte naturligvis et ekstranummer til som – selvfølgelig måtte være – Thank You For The Music, - Hvor alle solister var med til at synge. Det var bare så flot og alle skrålede med alt hvad man havde lært og selv da det var slut og der igen blev klappet ville publikum ikke slippe dem og hvad gjorde Stig….. /Tommy drønede ind på scenen og tog omkvædet endnu engang – det var bare KANON.Så var der vist ikke mere at klemme ud af denne koncert og Hans Otto kom og takkede af for i dag og alle de deltagende kom på scenen og modtog blomster, som mændene kastede ud til publikum. Stigs buket blev kastet lige ud foran mig, men jeg var så forhippet p.g.a. den dejlige stemning og på at tage billeder, så et par unge gutter (som var ankommet til scenen her til slut) hoppede lige ud foran mig og greb buketten. Den kvindelige sangerinder ville ikke af med deres selvom mændene prøvede at lokke dem til også at smide dem ud til publikum. Hans Otto ønskede os god tur hjem og velkommen til næste års Slotskoncert 2004. TAK TAK og atter TAK for en dejlig koncertoplevelse. Da vi var
færdige spurgte jeg én af kontrollørerne om Stig kom ud og skrev
autografer – og til dette sagde han – nej det mente han helt bestemt ikke.
For de skulle jo’ skynde sig hjem – så kunne jeg ikke lade være med at
udbryde: ” IKKE STIG, tror jeg, for han plejer altid at komme”, med mindre
han virkelig har MEGET travlt. Der gik da heller ikke mere end et
”splitsekund”, - så kom Stig ud under teltdugen sammen med en af
”vagterne” – en hærdebred fyr som jo nok skulle kunne passe på ham.
Stig skrev på min og Nannas hatte straks han kom ud og så havde han et
portrætfoto med som han skrev autograver på til alle interesserede.
Han havde lovet at komme ud til en kørestolsbruger og hvad Stig lover, det
er man helt sikker på at han overholder for som sagt så gjort – så stod
han der midt i hele forsamlingen, lige ved kørestolen og skrev sin
autograf, sådan er Stig - et varmt menneske.
|
|||||
Nu
var det blevet tid til at Sanne Salomonsen skulle på scenen. Hun kom ind i
grønt velour tøj og vær sikker på at der sad mange mænd og stirrede og de
kunne lige pludselig klappe og pifte…..
