Stig Rossens foredrag:

"Livet Skal Ikke

Leves På Automatpilot"

eller som det også kaldes

"Kys Rutinen"

Er ikke 'kun' lærerigt. Men flere passager, kan være ret morsomme.

Der er faktisk nogle MEGET humoristiske vinkler i foredraget.

Her bringer vi et synligt bevis på, hvordan tilhørerne more sig.

Dorthe er fuldstændig færdig af grin.

Stemningen var helt i top :-)

Jo' det var en særlig humoristisk aften. Det var det, helt klart :-)

Se, en gang her - Selv stolen var færdig af grin :-D

Her er det Kirsten der viser 'resterne' af hende stol frem.

Jo, der var skam gang i den,

denne aften, thi' hi....

Har du lyst til at læse om nogen af de andre foredrag - så får du her links til nogle af vores andre reportager:

Rigtig god fornøjelse.

Medvirkende:

Torsdag den 13. november 2008

Det var en super hyggelig torsdag aften. På mange måder en særlig dag.

Vi havde glædet os rigtig meget.

FOF bød velkommen til Stig, som holdt sig pænt i baggrunden, under   velkomsttalen og den fine præsentation af ham.

En afslappet og lyttende Stig var klar, snart var det hans tur til at indtage scenen, i den hyggelige, lavloftede sal med flotte fritliggende bjælker og søjler.

Der var en utrolig rar atmosfære derinde.

Stig takkede for de pæne ord, alt i mens han lige skulle hitte ud af, hvor han stod bedst i forhold til, ja' netop de fritstående stolper.

Reehs Baghus er i øvrigt, som navnet beskriver, det gamle baghus til købmandsgården.

Der gik ikke mange sekunder før Stig var godt i gang med sit rigtig gode og lærerrige foredrag.

Selvom vi har hørt det flere gange, så kan man lære noget nyt, hver eneste gang. Man kan altid finde en anden vinkel at høre foredraget ud fra. Og så har det også meget at gøre med DEN måde man lytter på.  Og sidst men ikke mindst stemningen der indfinder sig i lokalet.

Der var en eminent god stemning i aften. Publikum var andægtigt lyttende. Det var rigtig hyggeligt, at aldersfordelingen hos publikum var så blandet og at fordelingen af mænd og kvinder til dette foredrag, var tæt ved 50 % af hver. Dét er ikke ofte vi har oplevet det. For det meste er det kvinder der kommer og lytter til Stigs ord.

Vi har til en del af de foredrag vi har været til, skrevet lidt forskelligt om vores oplevelser og om selve foredraget "Livet Skal Ikke Leves På Automatpilot". Men i dag har vi lyst til at lægge vægt på historien, om "Dengang Stig Rossen Faldt I Søvn På Scenen". Der kan næsten ikke læses et interview med Stig Rossen, uden at det bliver nævnt. at han en gang faldt i søvn midt i forestillingen Lés Miserables.

Så derfor synes vi det kunne være skægt at skrive Stigs egne ned og sætte dem ind på siden her. Der er jo stadig en del som har oplevelsen, af dette dejlige foredrag, til gode. Men for alle os andre, kunne det jo også være hyggeligt og lærerigt, at LÆSE ordene. Så her kommer, historien om Stig Rossen der faldt i søvn på scenen.

Hvis du ikke orker at læse hele teksten, kan du jo nøjes med at kigge på billederne (indsat i tilfældig rækkefølge) som vi har krydret uddraget af foredraget med.

I bunden af siden her, finder du også et slide-show fra aftenens foredrag med Stig Rossen.

eghfeghfeghfeghf

Stig Rossen var træt, død træt af at spille rollen som Jean Valjean, i succes musicalen Lés Miserables. Han havde simpelthen fået nok! (mente han selv).

Her starter uddraget af foredraget:

"Nu havde jeg lært lektien - Nu måtte jeg videre .. SLUT ALDRIG MERE ...SLUT ...!"

Så ringede Cameron Mackintosh  .... Nu begynder det at lyde som en gyser, ikk? Så sagde han: "Jeg sender en turné ud med Lés Miserables og jeg kunne mægtig godt tænke mig, om du ville komme med ud og spille Jean Valjean"

Det havde jeg som I sikkert har gættet, på det her tidspunkt, rigtig meget SLET IKKE LYST til!

Jeg synes ligesom, at jeg havde været der!

Men nu er Cameron Mackintosh  jo en meget stor mand i min branche og jeg kunne ikke bare feje ham af. Så jeg lod ham tale lidt!

Og så sagde han: "Før du beslutter dig endeligt, vil jeg godt lige fortælle dig, hvad det er det drejer sig om. Vi skal øve syv uger i Sidney i Australien. Nåarh! Tænkte jeg ... Ska' ska' I lige' godt det! Så sagde han: "Og så tager vi de næste otte måneder rundt til Singapore, Hong Kong, Seoul i Sydkorea og slutter af med 10 uger i Cape Town i Syd Afrika. Og der må jeg indrømme, der begyndte jeg faktisk lidt, mod min vilje at lytte interesseret. Tanken om at få lov til at spille Lés Miserables, som virkelig er en historie om frihedskamp, få lov til at spille den i et land, nemlig Syd Afrika, hvor de bogstaveligt lige havde været igennem en frihedskamp. Denne her turné skulle ud i 1996 og hvis I husker det, så var det  i 1994 de havde systemskiftet, hvor Mandela blev den første sorte præsident. Bare tanken om at få lov til at fortælle denne her historie, i et land, hvor de bogstaveligt lige havde været på barrikaderne, det var en intellektuel udfordring jeg ikke kunne lade passere.

Jeg var nødt til at sige ja ... Jamen jeg var nødt til at sige JA! Så jeg resonerede lidt igen, eller på det her tidspunkt er det måske mere korrekt at sige at jeg resignerede og tænkte: "Nåhr.. ja, hva' fan'... - Herregud! 250 forestillinger fra eller til". Men se, hvor de to foregående perioder i henv. London og København var på automatpilot, som en slags forsvarsmekanisme, så tror jeg at jeg ret hurtigt besluttede mig for, at den eneste måde jeg kunne overleve 250 forestillinger af den samme rolle i den samme musical var ved at slå automatpiloten til lige fra starten!

Så da jeg satte mig i flyet, til Sidney, den 4. januar 1996, for at starte prøverne. Da var mit eneste fokuspunkt: "Okay, gamle Jas - Nu tar' vi lige de her 10 måneder og river ud af 'livskalenderen' - ritsh! og veksle, veksle, veksle! Og så sætter vi alle pengene liiige ind i banken, og så er alle glade, Hurra! Hurraaaa! :-)

De fleste af jer ved formentlig, at hvis man gør noget man egentlig ikke har lyst til, og udelukkende gør det for pengenes skyld! Så bliver resultatet fantastisk ikk'? Nej? Det lærte jeg også, idet jeg sagde: "Ja" til en kontrakt som jeg i virkeligheden ikke havde lyst til og udelukkende gik efter pengene. Så gik det galt! Så gik det først rigtigt galt!

På et tidspunkt da vi var nået halvvejs gennem denne her turné. Vi var nået til Hong Kong, og jeg skal lige sige, øh', før jeg fortæller om den episode jeg vil dele med jer fra Hong Kong. At på denne her turné i Fjernøsten og Sydafrika, der spillede vi dobbeltforestilling om lørdagen OG om søndagen. Det vil sige, efter at have spillet forestillingen tirsdag, onsdag og torsdag aften, så så vores weekend sådan ud at vi spillede forestillingen, fredag aften, lørdag eftermiddag, lørdag aften, søndag eftermiddag og søndag aften. Fem forestillinger på tre dage, det er faktisk ret meget, af en forestilling som Lés Miserables. Det er en meget lang musical - Det er en meget krævende musical! At spille fem forestillinger på, hvad der er faktisk godt og vel to døgn, det er virkelig noget der trækker tænker ud!

Dét her, det var lige i starten af Hong Kong perioden. Vi var lige kommet derud, og den anden søndag vi var der, det var den 12. maj 1996. Det har prentet sig ind i min hukommelse. Vi var i gang med aftenforestillingen, den søndag, vi var i gang med 2. akt. Jeg skal lige høre: "Er der nogen, der har set Lés Miserables i musicalversionen? - Der er nogle stykker". De af jer der ikke har set den, skal jeg lige sige, en stor del af 2. akt. foregår på en barrikadescene. De unge studenter har bygget barrikader. Og på et tidspunkt i den her barrikade scene, sidder Jean Valjean på en amunitionskasse, med ryggen til studenterne. Og dermed også med ryggen til publikum. Studenterne er ved at synge en sang der hedder "Drink With Me", som er en sådan en meget smuk sang om livets ufattelige skønhed om håb og lys.

Jeg sidder som sagt dér, anden forestilling den dag, femte forestilling dén weekend! Jeg vil godt indrømme, at jeg var en smule træt! Så jeg tænkte ved mig selv: "Mens de nu synger 'Drink With Me' og jeg alligevel sidder her med ryggen til, jamen, så kan jeg da lige lukke øjnene et øjeblik". Det lader til, at der er nogen der har gættet det :-) Det er nemlig rigtigt. JEG faldt i søvn! Lad mig lige understrege, for forståelsens skyld. Det er ikke sådan at jeg siger til jer at jeg lige blundede lidt ... At jeg lige faldt lidt hen. Jeg faldt i søvn! Jeg snorksov! Jeg var væk! Det er mig en gåde, den dag i dag, hvordan det lykkes mig at blive siddende på den der kasse. Men det kan selvfølgelig have noget at gøre med bredden, på min  ... øh' ... på kassen.

Og så vågner jeg med et sæt! Ved, at der er HELT stille på scenen. Og jeg anede ikke, hvor længe der havde været stille. Jeg anede det ikke! Panikken bredte sig temmelig hurtigt, fordi, Lés Miserables er det man kalder en gennemkomponeret musical. Der ér faktisk ingen pauser i musikken. Så jeg var egentlig ret hurtigt overbevist om, at det formentlig var mig! De ventede på. Fordi, den aftale jeg havde med dirigenten, det var at når studenterne havde sunget "Drink With Me", skulle jeg rejse mig op, og gå hen til barrikaden. og så ville forspillet starte til "Bring Him Home" som er den der meget høje, meget krævende falset arie, Valjean har der i 2. akt. Det var en aftale jeg havde lavet, helt specifikt med dirigenten, til denne her turné, for vi var ikke klar over, hvordan de ville reagere på denne her historie ude i Fjernøsten. Den havde aldrig været spillet derude før.

Og nu, hvis I kender Lés Miserable godt, så vil I vide, at "Bring Him Home" har sådan et spinkelt forspil, sådan nogen 'harpe-noget' der siger: "Dung, dung, dung, dung, dung, dung...". Man skulle være sikker på, at det kunne høres. Det var lagt over i hænderne på mig, det var mit ansvar. Hvis der skulle vise sig at være bifald efter "Drink With Me", skulle jeg lige blive siddende og lade bifaldet ebbe ud. Og når der så var ro og koncentration nok, så kunne jeg gå hen til barrikaden og så ville forspillet starte.

Jeg vågner så, til denne her skræmmende stilhed. og får hurtigt resoneret mig frem til, for jeg er blevet bedre til at resonere på det her tidspunkt, jeg har øvet mig simpelthen. Jeg får hurtigt resoneret mig frem til: "Der var ro nok! ... " - Dét mærkede jeg straks. Så jeg får rejst mig op, så hurtigt jeg kan, uden at det virker - alt - for påfaldende. Går hen til barrikaden, forspillet starter og jeg synger, sådan lettere rystet "Bring Him Home". Efter den her forestilling er min første indskydelse, at gå hen til dirigenten og sige: "Undskyld". Så efter vores fremkaldelser på scenen, farer jeg ud af kulissen og ned af trappen, til under scenen, hvor han har sin garderobe. Og han står henne foran sit garderobespejl og er ved at binde sin butterfly op og så hører han mig komme småløbende hen af gangen. Og inden, jeg når at sige noget til ham! Så vender han sig lige halvt om, og siger til mig, henover skulderen: "Du Stig, arj' han sagde faktisk, du STIIK' - Jeg kunne faktisk skide godt lide den lille kunstpause du holdt før du sang "Bring Him Home". "Fjewvv..." (pu'ha').

Så jeg sagde ikke noget. Det vil sige, jeg tror jeg fik mumlet et eller andet: "Nårh'... jo, tak skal du ha' du gamle! Men øh', man er jo nødt til at prøve noget nyt, en gang i mellem. Noget NYT ... ! Jeg var lige faldet i søvn på scenen, midt i en forestilling, foran et betalende publikum. I min drømmerolle - meget apropos. Jeg var rystet, jeg vidste godt der skulle ske noget nyt. Jeg vidste godt jeg var nødt til at finde en teknik, lad os bare kalde det en "Overlevelses-teknik" som gjorde, at jeg på kort sigt, ikke faldt i søvn på scenen, foran 2.500 glade, forventningsfulde, betalende kinesere. Og at jeg på lidt længere sigt overlevede resten af turnéen. Der var stadigvæk 125 forestillinger tilbage.

Så jeg vidste godt, at der skulle ske et eller andet. Jeg vidste bare ikke lige, hvordan jeg skulle gribe det an. Men dagen efter, om mandagen, hvor vi så havde fri. Der sidder jeg om aftenen, på mit hotelværelse og har rigtig godt ondt af mig selv. Det kan I godt forstille jer, ikk'? "Hold kæft, hvor jeg synes det var synd for mig" ikk`? Jeg synes, det var synd for mig, at jeg skulle være væk fra min kæreste i så lang tid. Jeg synes det var synd for mig at skulle rejse rundt i alle de her mærkelige, fremmedartede lande og få dårlig mave hele tiden. Jeg synes det var synd  for mig at skulle rejse rundt og kaste min kunst i grams! For dette chokolade-gnaskende, asiatiske publikum.

Jeg havde det ikke så fedt med mig selv, og det eneste jeg havde lyst til den her aften, var at sidde på hotelværelset og svælge i min egen selvmedlidenhed. Hvordan gør man bedst det? Man bestiller en slatten "Roomservice-burger" og så sætter man sig i lænestolen, foran fjernsynet og surmuler og zapper. "Surmule og zap", en fantastisk terapi. Det var jeg blevet ret god til her på dette her tidspunkt af turnéen. Så jeg sætter mig til at surmule og zappe, og så kommer jeg tilfældigvis til at zappe hen til en film, som skal lige til at starte. Jeg anede ikke, hvad det var for en film. Det eneste jeg lagde mærke til var, at en af hovedrollerne blev spillet af Bill Murray. "Kender I ham"? Bill Murray, amerikansk komiker. Han er en af de komikere, der deler folk om i to lejre. Enten er man fuldstændig vild med ham, eller også kan man ikke snuppe ham!

Jeg er i første lejr :-)

Jeg synes Bill Murray, er hamrende, hylende, genial morsom. jeg elsker hans form for humor. Og bare det at jeg så hans navn på rollelisten  .... Så kunne jeg mærke at min mundvig begyndte at vibrere. Og det er faktisk pisse irriterende, når man er sur! Så jeg var nødt til, lynhurtigt at lægge en plan for jeg tænkte, ah' ha' ... Hvis Bill Murray er med i dén film, så er den garanteret skide skæg. Nu sætter jeg mig til at se filmen, så kommer jeg til at grine lidt, så bliver jeg i bedre humør og så i morgen, så starter vi på en frisk! (Stig slår sig i næven). Det var den nye plan ;-)

Så jeg satte mig ned og se filmen. Det er den som hedder "Groundhog Day". Jeg fandt senere ud af, faktisk en hel del år senere, da jeg opdagede filmen på en hylde i sådan en videoudlejningsforretning her i Danmark, at på dansk har den fået en anden titel, så kan det være i genkender den. På dansk hedder denne film "En Ny Dag Truer" ... Havde jeg vidst det! Den mandag aften på hotelværelset i Hong Kong, så havde jeg ikke turdet se filmen. For nu lyder det virkelig som en 'splatter-film'. Det var sådan jeg havde det i hele den her periode. Hver eneste nye dag, var en trussel mod mit gode humør og min mentale sundhedstilstand og det vidste jeg ikke noget om, jeg troede bare, det var en sjov film med Bill Murray. Det er det i øvrigt også.

Jeg skal lige høre, nu hvor I kender den danske titel på den her film. Hvor mange har set denne her film "En Ny Dag Truer" med Bill Murray? (Stig kigger rundt i forsamlingen) "Der er en hel del stykker, - det var dejligt". De af jer der ikke har set filmen, vil jeg bare lige sige:

"Se den", "Lån den, lej den - det er ikke fordi jeg får procenter af udlejningsgebyret. Køb den, download den - øh' det er jo det samme, forresten". Hvis I ser filmen "Groundhog Day", "En Ny Dag Truer" med Bill Murray, så vil I vide meget mere detaljeret, hvad det er jeg taler om. Når jeg nu siger, at den film faktisk blev vendepunktet. Men da der er en hel del af jer, som ikke har set filmen endnu, så er jeg nødt til lige at dvæle ved den et par minutter. For den er så vigtig for den proces jeg skulle gennemgå, at hvis I ikke har set filmen, så fatter I ikke en brik herefter.

Så jeg tager lige den meget kondencerende version. "Ultra Reader's Digest" version, i filmformat, så kan I altid se hele filmen, på et senere tidspunkt.

Altså, "Groundhog Day" ... Bill Murray, spiller en tv-vejr reporter, der er sendt ud af sin tv-station, for at dække en årligt tilbagevendende begivenhed, i en lille amerikansk flække der hedder Punxsutawney. Han er en meget ambitiøs mand. Meget ambitiøs. Og han føler sig faktisk temmelig overkvalificeret til denne her opgave. Altså, for ham at se, er Groundhog reportagen, en latterlig lille rutine opgave, som en hvilken som helst idiot ville kunne klare. Altså ikke noget man sætter en mand af hans format til. Come On. Og nu er det ikke første år han er sat på denne opgave. Han har faktisk fået opgaven, år efter år efter år. I det øjeblik vi ser filmen, er det fjerde eller femte år, han er på opgaven. Så han kender dagen ret godt.

"Må jeg være lidt bramfri"? (spørger Stig) Er det ok' ... TAK;-)

Der er højt til loftet, (det var der dog ikke lige i Baghuset) og vi er kun os. Jeg kan ikke, normalt lide at udtrykke mig så utvetydigt. Men det er fordi, at det er meget vigtigt for mig, at I forstår, hvad det er for et forhold, han har fået opbygget til denne her dag. Så nu siger jeg det lige som det er. Nu siger jeg det! For ham er Groundhog Day, blevet indbegrebet af en:  "En rigtig kedelig, triviel, forudsigelig, røvsyg, fucking lortedag".

Så kan det vist ikke siges meget tydeligere! Og det han har fundet ud af, for at komme igennem denne ultimative lortedag er at slå automatpiloten til, lige fra morgenstunden og så ellers bare pløje sig igennem dagen, med skyklapperne på. Og det gør selvfølgelig, at han er meget arrogant over for sine kollegaer, de to kollegaer som er med ude på reportagen, nemlig kameramanden og den kvindelige tv-producer, i øvrigt spillet af  Andie MacDowell "muum' ♥", ikk'?

Så han er altså arrogant over for de er to kollegaer. Direkte ubehøvlet over for de mennesker han møder, i denne her lille irriterende by, fordi, det eneste det drejer sig om for ham, er at få denne lortedag overstået, så nemt, bekvemt, så hurtigt som muligt. Så han hutler sig igennem dagen, på automatpilot. Og da han kommer til om aftenen og booker ind på det lille død syge familiehotel, de har booket ind på, da tænker han ved sig selv: "Årh.. mand, puh', det var det! Det var den lortedag! Nu går der 364 dage, før jeg skal på den lorteopgave igen". Og så er det straffen kommer for denne her lidt egoistiske indstilling. Jeg vil godt lige medgive, at straffen måske en anelse surrealistisk. Husk på, det er stadig kun en film vi taler om. Øh' .. og de er jer der ikke har set filmen endnu. Hold fast! Da han falder i søvn, den aften, på hotelværelset, bliver tiden spolet tilbage.

Så da han vågner, hvad han tror er, næste morgen. Er det stadig Groundhog Day, eller rettere, det er Groundhog Day igen! "Nåh' tænker han, det var sgu' da mærkeligt, det må være noget jeg har drømt". Så han hutler sig igennem dagen, en gang til, på automatpilot! Det samme sker aftenen efter. Og så er der en eller anden mærkelig grund, måske sådan en kosmisk lov vi måske ikke har studeret indgående nok endnu. Så han er landet i "Timewarp", en slags tidslomme, hvor han bliver ved med at genopleve den samme dag igen, og igen og igen ...  Ikke fem, ti eller 100 gange, men tusindvis gange i træk - Er i med? 1000 gange! Den samme ultimative, røvsyge lortedag som han hader som pesten! 1000 vis af gange i træk! Igen og igen og igen og igen og igen ...  og igen og igen ... "tæller I"? ... Og da, begyndte jeg at se nogle paralleller.

For selv om jeg kun havde spillet rollen som Jean Valjean 750 gange, på det her tidspunkt, så kunne jer altså godt genkende nogle af de faser han gennemgik i filmen, nogle der godt kan være forbundet med meget rutinepræget, meget repetitativt arbejde. Jeg har været igennem de faser selv, i rollen, jo: "Kedsomhed, frustration, vrede, håbløshed". Jeg var måske ikke nået helt så langt ud i min håbløshed, som ham nåede i filmen. Men han havde så også nogle flere repetioner til det, så jeg kunne se, hvor det bar hen af, i hvert fald. I filmen når han faktisk til, efter at have gennemlevet denne her ultimative lortedag, så mange gange i træk, han når helt der ud i sin håbløshed, hvor han begår selvmord. Adskillige gange! Det hjælper heller ikke, for uanset hvilken metode han bruger, de bliver mere og mere fantasifulde, men uanset hvad han gør, så vågner han op hver eneste morgen kl. 06.00. Til den samme irriterende sang på clockradioen: "I've Got You Babe" og de samme to irriterende bondske radiospeakere, der siger noget i retningen af: "Get on your bodies and it's Groundhog Day" - tusindvis af gange i træk.

Målet for ham, eller det bliver det ret hurtigt i denne her film, er at få Andie MacDowell med i 'kanen' og det lykkes faktisk efter adskillige tusinde forsøg. Og det inspirerede mig meget ... ;-)

Så jeg tænkte: "Det kan sgu da godt være, at det kun er en film. Men hva' du hvis!" - "Hva' nu hvis, nogen af principperne rent faktisk også fungerede i virkeligheden". Jeg tænkte: "Det kan ikk' skade at prøve". "Ikk' det med Andie MacDowell, selvfølgelig - selvom tanken måske nok har strejfet mig" ... skal jeg være helt ærlig, så strejfer den mig jævnligt :-) ...  Men øh' konklusionen på denne her film er, at han finder ud af, at det først i det øjeblik, at han går ind og tager aktivt del i den her lortedag, at der begynder at ske noget med den. Alle de mange, mange gange han bare lader dagen, styre eller dagen bestemme sker der nemlig ikke en skid. Dagen bliver ved med at være den samme kedelig, forudsigelig, triviel, røvsyg! Måden han gør det på er, i stedet for nu at se hele dagen som sådan en grød af kedsomhed og trivialitet, så prøver jeg nu i stedet at bruge det faktum at jeg faktisk kender denne her dag ret godt efterhånden. Så prøver jeg at bruge det her faktum til at udforske nogle andre muligheder. Prøver at fokusere på nogle detaljer nogle bitte små nuancer, som jeg mener jer kan kontrollere og så prøver jeg med bevidst opmærksomhed og ændre på dem og se hvad der sker.

Og han finder ud af, at når han ændre på de her detaljer, så har det en afsmittende effekt. på den omkringliggende tid og omgivelserne, personerne osv.  Og gennem denne her masseindsigt, øvelse og han har jo heldigvis tiden til det, kan man sige. Så lærer han, at han faktisk via en fornyet indstilling, en positiv indstilling, kan man selv være med til at designe dagen. Han lærer faktisk, selv at designe sin dag og har får skabt den perfekte dag ud fra de dårligst mulige odds - "Den ultimative Lortedag".

Han får selvfølgelige Andie Macdowell og det halve sneklædte kongerige. Tiden går videre og alle er glade. Det er jo en amerikansk film :-)

Da jeg sad i lænestolen på hotelværelset, og havde set filmen til ende, der må jeg indrømme, at jeg var en lille smule lamslået, for jeg tænkte ved mig selv: "Gad vide om der er noget om snakken"? Og jeg vil godt sige, på det her tidspunkt af processen, troede jeg ikke en døjt på det. Til gengæld, var jeg så langt ude, at jeg tænkte: "Jeg kan lige så godt prøve det her frem for alt muligt andet". Jeg var nødt til at gøre et eller andet, det kunne ikke blive værre. "Hallo ... Jeg var lige faldet i søvn på scenen, midt i en forestilling, foran et betalende publikum, i min drømmerolle", det kunne ikke blive værre. Så jeg tænkte: "Jeg prøver at se, om der er noget om snakken her".

Og så valgte jeg, at mit første lille "Groundhog Projekt" skulle være min makeup - min teatersminke. For jeg vidste, at der var noget der, som ikke var som det havde været tidligere. Det var noget med, da jeg startede med at spille den her rolle, i 1990 i London, da havde det taget minimum, minimum ... tre kvarter at lægge den her makeup - "HVA' piger ...". Nogen gange helt op til en time. Men nu var det også en meget kraftig karaktermaske, med falsk skæg - det har i selvfølgelig ikke brug for ;-) - øh' ... og rynker og highlights og sådan noget, men øh'. Det tog altså op mod en time at lægge den her karaktermaske. Da jeg var nået til Hong Kong, 750 forestillinger ned i rækken, kunne jeg lægge den her karaktermaske på 10 min.! "Hva' siger I så, var jeg ikke blevet dygtig"? Synes I ikke jeg var go'? Det synes jeg også, der var jo ikke noget mærkeligt, det jo klart ... det er jo klart, det er der jo ikke noget mærkeligt i, altså øvelse gør mester. Jeg har gjort det 750 gange, så der er da ikke noget at sige til at jeg kan sige "Woup.." og så er det gjort. Ha'.. hvor svært kan det være.

Vi er ret gode til at lyve for os selv, er det rigtigt?

Vi mennesker er ret gode til at lyve for os selv, og hvis I meget gerne vil efterprøve det postulat, så prøv at stille jer op, her før i skal i seng,  foran et stort spejl, uden alt for meget tøj på kroppen. Man kan altid finde en vinkel, hvor det ikke ser så slemt ud, ikke? Vi mennesker er ret gode til at lyve for os selv, vi har også øvet os på det i mange år.

Men det er jo ligesom en af grundprincipperne i denne her film. At det var først da han var nået til denne her del af processen, at han havde mod til at kigge sig selv direkte i spejlet, uden vinkler. Se sig selv direkte i øjne og sige: "Hva' så Gamle Jas, det er dit problem, det er dit ansvar, hvad vil DU gøre ved det"? Det var først, da han var nået til den grad af selverkendelse, at der begyndte at ske noget med den her ultimative lortedag. Så inspireret som jeg var af filmen, var jeg nødt til at se mig selv direkte i spejlet.

Og jeg vidste jo godt, når jeg var helt ærlig overfor mig selv, at når jeg kunne lægge den der karaktermaske på 10 min. hvor det før havde taget næsten en time, så var det ikke fordi jeg var blevet hurtig, god eller dygtig, eller have øvet mig. Jeg var bare begyndt at sjuske! Det vidste jeg inderst inde godt, men det var filmen der skulle til, før jeg begyndte at vende opmærksomheden mod mig og sige: "Det her er noget makværk, lav det om". Og så besluttede jeg mig for at mit første lille "Groundhog Projekt" skulle være at starte fuldstændig forfra med den her teatermakeup, denne her sminke og så bare sætte mig foran spejlet, med det er forholdsvis blanke lærred og sige til mig selv: "Hva' gør vi nu"?  Og så prøvede jeg virkelig at eksperimentere mig frem til, en ny karaktermaske med virkelig fokus på de detaljer. Eksperimentere, prøve nye ting af og det var en ret spændende proces, vil jeg sige.

At tage en af de her, jeg kalder dem "Udhulede Rutiner" nogle af de rutiner, som mange repetioner har gjort efterhånden. totalt udhulet for indhold og dem har vi ret mange af, faktisk. I kan prøve at checke efter med jer selv. Vi har rigtig mange ting, aktiviteter som vi gør og har gjort at de er  blevet ren og skær 'rygrad', refleks, 'autopilot'. Nogle af de der aktiviteter, hvor vi lægger hjerne på bordet og lader kroppen udføre aktiviteten. Dem har vi rigtig mange af. Og så tage en af disse rutiner, genopbyggelsesprocessen, hvorfor gør jeg det på denne her måde? Er der andre måder at gøre det på? Som er mere spændende, som måske er mere spændende alene pga. den måde jeg gjorde det på i går. Og I kan gøre det med hvad som helst. Øh' ... de herrer: "Det behøver ikke at være makeup". Det kan være hvad som helst, som I har gjort et vist antal gange og er gået en lille smule død på. Så prøv at give det nyt liv og eksperimenter lidt med det, leg med det. Det kan være 'Lillemor' bliver helt glad for det. Hvis det er natbordet, I har haft hjernen liggende på de seneste par år.

Jeg fandt i hvert fald ud af at det frigav en masse energi, pludselig at skulle stille spørgsmålstegn ved denne her udhulede rutine, pludselig at skulle genskabe den. Der er ingen tvivl om, at jeg var blevet meget bedre til at lægge makeup, i den her periode. Det tog nogen gange 1½ time at lægge makeup, fordi jeg netop skulle eksperimentere. Jeg lover ikke, at det også virker med det andet! Ikk' i starten i hvert fald ;-)

Men jeg kunne mærke at der skete noget kreativt. Nu ved jeg godt at jeg jo mest er kendt som sanger, og derfor vil jeg gerne lige give jer et eksempel fra den skuffe også. For hvis jeg skal være helt ærligt, var det ikke hver gang jeg sang rent, jo. Øh' dengang, i hvert fald.

Der var specielt en tone jeg havde lagt mærke til, på denne her turné. Den sidste tone i første akt. - 1. akts finale, eller 1. akts. afslutningsnummer - er et stort ensemble nummer, hvor alle er på scenen samtidig og Valjean har en meget lang, meget høj sluttone. Og hvis jeg skal være helt ærlig, så ramte jeg ikke den sluttone ret mange gange ud af 10. Jeg knækkede på den, næste hver aften. Det irriterede mig jo naturligvis lidt, man har jo lidt professionel, personlig stolthed. Så jeg vil godt til mit forsvar sige, at jeg var selvfølgelig begyndt at gøre noget ved det. Naturligvis var jeg det. Det jeg havde valgt at gøre, når jeg knækkede på den der høje tone, det skete som sagt temmelig ofte.

Så gjorde jeg det, at jeg holdt op med at synge lige med det samme. Uanset, hvor langt jeg var nået i tonen og mens de andre sang videre i vilden sky, så gjorde jeg det - og det synes jeg dengang, var genistregen - så gjorde jeg det, at jeg kiggede ret hurtigt og en lille smule vredt, ned på vores lydmand. Jo' for så var der en chance for at publikum troede at det var hans skyld! At det var noget med indstilling af knapper og sådan noget. Men jeg kan da godt se i dag, at det måske ikke lige er den mest konstruktive form for løsning jeg kunne have valgt. Men et eller andet synes jeg, at jeg var nødt til at gøre. Jeg vil også godt sige, at jeg i den periode ikke var særlig gode venner med lydmanden.

Da jeg nu havde set Groundhog Day til ende, var jeg igen nødt til at vende opmærksomheden mod mig selv i spejlet og jeg vidste jo egentlig godt, inderst inde, at det her var mit ansvar. Det var det jeg fik mine penge for. Jeg fik jo min ret fyrstelige gage for at gå ind på scenen hver aften og synge de toner der stod i partituret og der står ikke i partiruret, hen mod slutningen af 1. akt - der står ikke - "Åh...dhe... åhø..".  Det var ikke Tarzan, men Lés Miserables. Så jeg tænkte, det her må være mit ansvar og da det først gik op for mig, "Gud, jeg er da egentlig heldig, at de ikke har trukket mig i løn". Jeg har jo ikke opflydt min arbejdsopgave. Så jeg tænkte det er mit ansvar, det må jeg gøre noget ved. Jeg var ikke helt klar over, hvordan jeg skulle gribe det an, fordi, som jeg nævnte tidligere, så er jeg uddannet skuespiller. Langt de fleste, går ud fra at jeg er uddannet sanger, det er jeg ikk'!  Jeg har aldrig fået nogen formel sangundervisning. Alt hvad jeg har raget til mig af sang, det er rent og skært selvlært. Så jeg havde ikke de tekniske værktøjer der skulle til, for at løse et sådan helt specifikt teknisk problem. Men jeg vidste bare at det var ikke godt nok, så jeg var nødt til at finde en anden måde at gøre det på.

Og så ville skæbnen, at lige i den periode, hvor jeg arbejder, specielt meget med denne her ene høje tone, sidder jeg hjemme på hotelværelset og ser lidt fjernsyn. Og så kommer der en portrætudsendelse med en fyr, som hedder Placido Domingo og han er også sanger ;-) "I kender ham måske"? Jeg synes faktisk han er en GOD sanger, jeg synes han er go'. Og jeg har aldrig hørt Placido Domingo synge "Ũi aaa^^... " med mindre det var meningen i hvert til fald. Så jeg tænkte: "Han har garanteret fået en time eller to". Mon ikk' man kunne lære lidt af ham? Så jeg begyndte meget intenst og koncentreret at følge med i denne her udsendelse og i den her portrætudsendelse var der indlagt en lang række klip fra hans fantastiske karriere, både fra hans koncerter og fra hans operaforestillinger. Og der begyndte jeg at lægge mærke til, at når han, Placido Domingo skulle synge en høj lang tone, så lagde han tungen op og tilbage i munden - sådan her (Stig lægger tungen tilbage i munden og stemmer i af sine lungers fulde kraft) og det kan man ikke... konstaterer han. Alle der ved noget om sang, ved at når man skal synge en høj lang tone, skal man lægge tungen FLADT NED i munden. Sådan at luftstrømmen, kan passere uhindret (Stig lyder som de gamle skuespillere).

Med det samme jeg havde luret det tricks, tænkte jeg ved mig selv, "øøøj ..." hvorfor er der ikke nogen der har fortalt mig det? Det kunne da være at det havde gjort tingene en hel del lettere. TAK Placido... min ven :-) 

egHer slutter Stigs ord fra foredraget "Livet Skal Ikke Leves På Automatpilothf 

Det siger vi i hvert fald også - Som altid var det en fornøjelse uden sidestykke

at være i selskab med Stig Rossen og hans foredrag.

Og så var det tilmed en ubeskrivelig humoristisk aften.

Tak for nogle rigtig hyggelige timer i "Baghuset" - Reehs Baghus.

Slide show fra foredrag med Stig Rossen - I Baghuset (Reehs Baghus) i Ballerup - 13. november 2008