Stig Rossen - Hvem er han egentlig ?

 

Biografi om Stig Rossen:

 

Fulde navn:   Stig Rossen Nancke
Gift med:   Nina Titaley Fandrup Nancke
     

Han har fire børn: 

1990

Josephine Anni,

født 27. december

(datter af Stigs første ægteskab)

  2001

Lucas Alexander,

født 21. december

  2009

Philip Antonius, 

født 28. januar

  2010

Oliver August,

født 19. august

 

                 

Familien bor på Fyn i en lille by - Kullerup i Ørbæk, nær Nyborg.

 

***************

 

Stig er født den 14. juni 1962 på Glostrup Hospital.

 

Familien boede i Hvidovre - på Gl. Køge Landevej        281a, 1. th,

   

Her kom også lillesøster Helle til. Kernefamilien bestod således af far Carlo, mor Lone, lillesøster Helle og så naturligvis STIG.

Familien flyttede, for en kort stund til Møn og herefter blev det Kolding - da Stig var 11 år.

Her gik tiden bl.a. med skole, standarddans og med at spille skuespil ved Kolding Festspil fra 1977-1987, se "Teaterroller gennem tiden".

Da Stig Rossen i februar 1988 sprang ind i det danske publikums bevidsthed med sin entre i Dansk Melodi Grand Prix, var der måske ikke mange, der spåede ham en stor karriere inden for underholdningsbranchen. Der kom naturligvis en plade ("Kærlighed - og alt det der") det år, hvor Grand Prix sangen, "Vi danser rock og rul", var præsenteret.

Men pladen indikerede også, at der var andet og mere i Kolding-drengen end blot blød sofapop; udtrykket "heavy-pop" blev anvendt flittigt i studiet under indspilningen. Pladen blev fulgt op af en koncert-turne rundt om i landet med Fenders, og derefter blev der stille omkring Rossen.

Han var nemlig i fuld gang med sin skuespiller-uddannelse i London på Guildhall School of Music and Drama (1987-1990).

Stig var ikke en gang færdig med sin skuespilleruddannelse, før han (heldigvis lod sig friste og) gik til audition, til en rolle i koret på vel nok verdens allerbedste musical, Les Miserable. Og som alle fans ved, blev han hyret til koret i og efter blot tre måneder fik Stig tilbudt hovedrollen som Jean Valjean. Denne drømmerolle bragte ham siden hen rundt i hele verden. Han har i dag spillet Jean Valjean 1478 gange i 10 forskellige lande. Men i koncertversion er det efterhånden blevet til et stykke over 2000 gange. Det er jo' fantastisk. Hver eneste gang rører han sit publikum dybt, med den meget stærke og følelsesladet "Bring Him Home".

I 1991 udkom pladen "Starry Starry Nights", som var det første samarbejde med Sønderjyllands Symfoniorkester. Pladen solgte bedre, end nogen havde turdet drømme om - Platin på kun fire måneder - og succesen blev fulgt op af en totalt udsolgt koncert-turne.

Samarbejdet med Sønderjyllands Symfoniorkester og den engelske dirigent, David Firman, fortsatte på de næste to plader, "The Impossible Dream" i 1993 og "Live In Concert" i 1994, som solgte til henholdsvis Guld og Platin.

Stig syntes nu, han havde brug for en ny kunstnerisk udfordring, og i 1994-95 kastede han sig over Gospel-genren i et smukt parløb med den amerikanske Gospel stjerne, Lillian Boutté. Projektet involverede en TV-optagelse af koncerten med et tusindtalligt kor.

I samme periode begyndte Stig at optræde i koncertsammenhæng med sit eget show bakket op af Svend Skippers femmands orkester, hvor han i de følgende 2-3 år udforskede den lidt mere intime og "nøgne" koncertform.

I 1995 forhandlede Stig med pladeselskabet Polygram, og efter en ti-måneders turne i Asien og Sydafrika med Les Misérables i 1996 startede arbejdet, som i april 1997 resulterede i pladen "Letters Of Love".
Dette spændende projekt, som præsenterede Stig i en ny og mere moderne lyd, blev den første indikation af muligheden for en international pladekarriere, idét en af sangene, "Miracle", gik til tops på hitlisterne i Thailand, hvor den lå i 12 uger, 3 uger på førstepladsen.

I efteråret 1997 samlede Stig sit nuværende 11-mands orkester med henblik på en række koncerter i Danmark, hvor repertoiret ville bestå af en håndfuld af de "gamle" hits, nogle af de nye sange samt flere helt nye ting.

Stig følte nu, at han havde fundet den helt rigtige musikalske konstellation, som gav ham den frihed og fleksibilitet, han havde søgt og efter en udsolgt Danmarksturne i efteråret 1998 samt stor succes med CD'en "Julelys", som solgte 67.000 eksemplarer, brugte han foråret 1999 til at arbejde i sit hjemmestudie i London på nye sange.

Debut'en som solo-navn på festival-scenen kom i slutningen af juli, hvor Stig optrådte med sit band på Langelands festivalens store scene. Stig Rossen sang de danske versioner af Phil Collins smukke sange i Disneys tegnefilm "Tarzan" og havde den store ære at synge for Mr. Collins himself ved galla-premieren i Palladium Biografen i november.

Julelys-CD'en, nu med bonustracket "I den kolde vinter" - en duet med Christina Undhjem - blev også i 1999 en salgs-succes, 28.000 solgte eksemplarer, hvilket giver et samlet salgstal på 95.000 - kun 5.000 CD'er fra dobbeltplatin. Julekoncert-turneen 1999 blev en forrygende succes med 30 udsolgte koncerter på 22 dage.

I januar og februar 2000, spillede Stig Rossen rollen som Anatoly i Fredericia Teaters opsætning af musicalen "Chess", som efter 18 udsolgte forestillinger i Fredericia tog på en kort turne med tre forestillinger i Esbjerg og to i Herning. Midt i april vendte Stig Rossen hjem for at bosætte sig i Danmark efter tretten år i England. Han kunne igen i år findes på Langelandsfestivalens store scene, hvor han leverede et forrygende show sammen med sit 11-mands orkester. Sommeren igennem var han rundt i landet for at give udendørs-koncerter, mens han sideløbende arbejdede på færdiggørelsen af sit album "Stories", som blev udgivet den 30. oktober.

Den 3. november 2000, havde han premiere på den nye danske musical, Egtved Pigen, i Musikteatret Vejle. Forestillingen spillede udover Vejle også i Århus og Aalborg i løbet af november.

Stig Rossen var overvældet da Nana Mouskori spurgte om han ville synge en duet med hende på hendes seneste CD. Det blev også til en Guest apperance på Stigs CD Stories med Nana Mouskoris verdenshit Only Love. "Stories" blev udgivet i november og nåede inden jul at sælge næsten 50.000 eksemplarer. År 2000 blev rundet af med to store julekoncert i Forum og Messecenter Herning, hvor Stig Rossen sang julen ind sammen med Oslo Gospel Choir og Tommy Körberg.

Allerede i januar i det nye årtusinde kastede Stig sig ud en ny udfordring i form at en rolle i Det Danske Teaters stykke "Ballader om kunst og kærlighed" og han turnerede landet rundt med stykket i 3 måneder. Herefter fulgte endnu en skuespiller udfordring i form af en rolle som politimester i DR's succes TV-serie "Rejseholdet". Episode 20 blev optaget i marts. Episoden blev vist første gang i DR TV den 20. januar 2002 og havde i øvrigt det største seertal nogensinde for denne serie (det forstår man jo’ så godt;-).

Langt om længe, blev der tid til at promovere den nye CD "Stories" og en landsdækkende turné blev gennemført i marts 2001. Maj måned gennemførte Stig den krævende rolle som Judas i musicalen "Jesus Christ Superstar" på Fredericia Teater.

Efter et succesrigt samarbejde på de 2 musicals "Egtvedpigen" og "Chess", etablerede Mikkel Rønnow og Stig Rossen den 30. marts 2001 selskabet Rossen & Rønnow Musical Productions, der havde som formål at producere musicals på internationalt niveau i Danmark. Den første musical i dette samarbejde blev Benny Andersson/Bjørn Ulvaeus/Tim Rice musical'en "Chess". Stig havde hovedrollen som Anatoly Sergievsky, og der var premiere i Århus den 21. december 2001. Musicalen blev opført i Århus, København og Vejle frem til maj 2002.

Ind imellem disse musical aktiviteter, blev der også tid til de traditionelle julekoncerter i Brændkjærkirken i Kolding, samt to julekoncerter med gæstestjerner i København og Herning.

I maj 2002 gennemførte Stig en koncert turné "Voices", hvor han hyldede de tre afdøde legender Nat King Cole, Frank Sinatra og Elvis Presley, samt tre nulevende legender, Eric Clapton, Stevie Wonder og Tom Jones.

Stig deltog med stor glæde i en velgørenhedskoncert i Kolding i juni til fordel for Børnene fra Tjernobyl, samt en midsommerkoncert i Nibe.

Disney samarbejdet blev fulgt op med Disneys nye tegnefilm "Lilo & Stitch", hvor Stig lagde stemme til Kaptajn Gantu. Filmen havde danmarkspremiere 6. september 2002. De næste udfordringer blev den internationale opsætning af "Les Miserables" i Parken, København, med efterfølgende turné i Sverige, Norge og Finland.

I perioden januar - marts 2003 var det Barry Manilow musicalen "Copacabana", som stod for tur. Her spillede Stig rollen som Tony Forte. Rossen & Rønnow besøgte København, Vejle, Århus og Aalborg.

I forbindelse med premieren udgav Rossen & Rønnow i januar 2003 en CD med musikken fra deres egen produktion af Copacabana.

Stig er gæstesolist på udgivelsen af en cd med Grethe Ingmann's bedste numre i anledning af, at det er 40 år siden Grethe og Jørgen Ingmann vandt det europæiske Melodi Grand Prix med "Dansevise". Albummet har titlen "Kærlighed" og det indeholder en genindspilning af nummeret "Kærlighed" - nu som duet mellem Stig Rossen og Grethe Ingmann. Cd'en udkom 24. februar 2003.

Vanen tro har Stig ikke haft megen tid til at promovere sin cd
”Love Changes Everything”. Dette blev indhentet hen over sommeren 2003 med en række udendørs koncerter rundt i landet og ikke mindst med deltagelse i slotskoncerterne, som fejrede deres 10 års jubilæum dette år.

I henhold til Rossen & Rønnows formålsparagraf skulle den næste produktion være en velkendt musical, og valget faldt på ”Les Miserables”, som i lighed med de tidligere musical produktioner også blev opført på originalsproget og rollerne blev besat af sangere og skuespillere med internationalt islæt. Denne gang var der premiere i Århus, dette skete den 22. december 2003, og musicalen turnerede i København, Aalborg, Vejle og Herning. Stig spillede naturligvis hovedrollen som Jean Valjean og han glædede sig til at vise sit danske publikum, hvad der var årsag til hans store succes på den engelske musical scene gennem mange år. En fremragende præstation som ingen kan gøre ham efter.

Stigs manager havde i længere tid arbejdet på at introducere Stig for resten af verden, og her ville USA jo naturligvis være et oplagt emne. Muligheden dukkede pludselig op i december 2003 i form af et afbud fra belgiske
Helmut Lotti! Stig blev inviteret til Detroit, USA af TV-Stationen ”PBS-Detroit” med det formål at optræde for ca. 4 millioner TV-seere, 2 millioner i USA og 2 millioner i Canada. Torsdag 11. december kl. 21:00 optrådte Stig "live" i udsendelsen "Stig Rossen in Concert".

Stig har atter lagt stemme til en fortsættelse af Disneyfilmen "Lilo &Stitch". Den nye film hedder
"Stitch! Eksperiment 626" og blev solgt fra november 2003. Også denne gang lagde Stig stemme til rollen Kaptajn Gantu. Stig medvirkede i den danske version af Disney tegnefilmen "Bjørnebrødre", som fik premiere i biograferne den 6. februar 2004, i landets biografer. Stig gentog her sit samarbejde med Phil Collins' og synger 3 af hans nye sange til filmen. DVD’en blev præsenteret ved et release arrangement på Dyrehavsbakken nord for København.

Rossen & Rønnow har netop vundet Musikteatret Vejles ”Dejle” pris på 15.000 kr. Valget faldt på Rossen & Rønnow for deres engagement og store indsats ved at bringe Vejle i musicalgenrens superliga. Prisen blev overrakt på scenen lige efter premieren på Les Miserables på Musikteatret, og det var også her, at de sidste opførelser blev afviklet. Efter ikke mindre end 16 ekstraforestillinger i Jylland blev uigenkaldeligt sidste forestilling den 30. marts 2004.

Stig havde haft en travl sommer, med koncert i Grønland, slotskoncert og velgørenhedskoncert i Danmark, promotion af DVD udgivelsen af Disney filmen
"Bjørnebrødre", samt ikke mindst promotion af cd’en "Love Changes Everything" i USA.

En vigtig opgave har også været færdiggørelsen af hans egen DVD og dobbelt cd
”This Is The Moment”, der udkom 20. september 2004. Begge produkter er resultatet af de to internationale koncerter, hvor Stig afholdt de "ultimative koncerter", de blev afviklet i Tivolis Koncertsal 2. maj. Når nu Stig siger live optagelse, så mener han LIVE – ægte live. Det blev en fabelagtig optagelse. Stig sang en dobbeltkoncert på én og samme dag med kun et par timers pause i mellem. Stemmen holdt, alt var perfekt. Det var DAGEN – ”This Is The Moment”.

Udover udgivelsen af koncerterne på cd/DVD blev koncerten vist på PBS i USA i marts 2005. Stig har også haft stor bevågenhed fra de danske medier i forbindelse med interessen fra USA og dette har medført en del interviews.

Stig var i Florida i starten af oktober, hvor han optrådte for ledelsen og de mange programchefer fra PBS, der er ansvarlige for tv-stationerne i de forskellige stater. Stig fortalte ved hjemkomsten, at han havde fået en kanon modtagelse derovre.

Allerede søndag 24. oktober valgte DR1 at vise 45 minutter af koncerten
”This Is The Moment” som blev optaget 2. maj 2004, og som netop er udgivet i sin fulde længde på DVD.

Disney’s tegnefilm
”Mulan 2” blev udgivet på DVD i slutningen af november. Her lægger Stig igen stemme til rollen Shang.

Stig sluttede 2004 af med en vellykket og succesrig juleturné i december. 12 tætpakkede dage på kryds og tværs i Danmark, med helt udsolgte koncerter og ekstrakoncerter flere steder. Stigs gæstesolist var i år Karen Marie Groth og igen i år blev han akkompagneret af hans efterhånden velkendte orkester og kor.

I forbindelse med en stor dansk indsamling på TV i starten af januar 2005, til fordel for tsunami ofrene i Asien, blev en 45 minutters koncert med Stig og Trine Gadeberg auktioneret bort. Koncerten blev solgt til den imponerende pris af 62.000 kr. plus salær. Stig og Trine ville optræde gratis og den heldige køber kunne blot bestemme tid og sted.

Stig var gæst i den røde sofa for en snak med Søren Dahl lørdag 19. februar 2005 på
TV2 Charlie. Stig var i bedre form end nogensinde skrev tv 2 om programmet og det blev til en rigtig god snak, og det endte selvfølgelig også med en forrygende sang.

2. marts 2005 modtog Stig udnævnelsen til H. C. Andersen ambassadør. Stig fik officielt overrakt den ærefulde titel ved et pressemøde på
Post- og Telemuseet, Købmagergade i København. Læs mere om ambassadørtitlen på www.hca2005.dk. og hér i "Arkivet".


Tidspunktet hvor koncerten fra
Tivoli stod sin prøve i USA var 5.- 17. marts, og der var lagt op til et stramt program. Koncerten blev vist på mange forskellige PBS TV stationer, hvor Stig også var gæst i direkte programmer. Stig rapporterede hjem til sine fans om turen.

Elvis Presley’s legendariske Memphis Sessions Band og det originale kor The Sweet Inspiration turnerede i Danmark i april måned i et show med titlen FROM MEMPHIS TO DENMARK. Stig var inviteret med til at fortolke nogle af Elvis’ sange, og han var her i prominent selskab med bl.a. Steen Jørgensen fra Sort Sol, Bobo Moreno og Stephen Ackles fra Norge,

Koncerten, som Stig og
Trine Gadeberg forærede til det omfattende Støt Asien projekt i januar, blev købt af ADRA
og i april blev gevinsten omsat til en velgørenhedskoncert til fordel for AIDS ramte gadebørn i Malawi, Afrika. Målet var at skaffe en kvart million kroner. Det blev et brag af en koncert, som fandt sted på Vejle Musikteater søndag 17. april 2005.

Som en opfølgning på den populære TV-koncert fra
Tivoli, kunne man i april opleve koncerten ”This Is The Moment - Greatest Hits” med Stig og DR RadioUnderholdningsOrkestret. Koncerten endte med at blive 3 koncerter, som alle foregik i Falconer Salen, København.

I anledning af jubilæumsåret for det internationale Melodi Grand Prix, producerede Danmarks Radio produceret en serie på 8 udsendelser om den danske og det internationale melodi grand prix og her var der indslag med Stig i flere udsendelser.

Den internationale koncert ”This Is The Moment” der blev optaget i Tivolis koncertsal 2. maj 2004 blev vist på satellitkanalen Euro1080-Premium High Definition Television 20. februar 2005.

Stig har nu også kastet sig ud i golfspillets svære kunst og han var en aktiv deltager 18. juni 2005, da den selvejende institution Stjernegolf havde samlet nogle af landets største stjerner til et velgørenhedsarrangement til fordel for Rigshospitalets børneprogram (RBP).

I løbet af foråret tegnede Stig kontrakt med distributører i bade Taiwan og Sydafrika., hvor det nu blev muligt at købe hans seneste CD og DVD
”This Is The Moment”.


I kraft af titlen som H C. Andersen Ambassadør deltog Stig i et velgørenhedsshow på Det Kongelige Bibliotek/Den Sorte Diamant i København 23. august 2005. De danske ambassadører fra kultur og sportsverdenen optrådte gratis til fordel HCA-abc Fonden, der har til formål at bekæmpe analfabetismen. Arrangementet indbragte over 550.000 kr. Showet havde i øvrigt et kongeligt præg, idet Hans Højhed Prins Joachim var blandt publikum.

Disney har udgivet tegnefilmen ”Tarzan 2” på video og dvd. Filmen er en efterfølger til den første film fra 1999 og den nye udgivelse har også musik af
Phil Collins'. Stig lægger stemme til to af numrene på den danske udgave. Salget startede 24. august 2005 og i den anledning optrådte Stig med de nye musiknumre på Dyrehavsbakken nord for København søndag 14. august.

De landsdækkende PBS TV udsendelser der blev gennemført i USA i foråret blev fulgt op af en række koncerter i efteråret i både Canada og USA.

Stig optrådte til fordel for Christianskirken i Fredericia 9. november 2005. Målet var at indsamle midler til udsmykning af kirken – en glasmosaik af Bjørn Nørgaard til 3,1 mio.kr. Stjernekoncerten fandt sted på Fredericia Teater og ved køb af en billet til koncerten blev der lovet en oplevelse af de sjældne. Stig øste af sit musical repertoire, og han var akkompagneret af Bob Ricketts orkester, som også var med på USA-turneen.

Stig og hans pianist gav koncert i Klosterkirken ”Vor Frelsers Kirke” i Horsens 10. november 2005 til fordel for Kræftens Bekæmpelse.

Stig var selvfølgelig en oplagt kandidat til at være med i programmet ”Grib Mikrofonen”, og han deltog sammen med
Simone, hvor han kæmpede mod Etta og Simon. Programmet blev vist på TV2 lørdag 22. oktober.

Stig havde en gæsterolle i TV-serien ”Klovn”. Episoden, som Stig medvirkede i havde titlen ”Irmapigen” og blev vist på
TV2 Zulu 31. oktober 2005.

Året 2005 blev afsluttet med 24 forrygende julekoncerter landet over, afviklet på i alt 21 dage. årets gæstesolist var Trine Jepsen, blandt andet kendt fra Popstar-bandet ”Eye-Q”, og han var ledsaget af sit husorkester og kor. Jule koncert turnéen dette år var i øvrigt den hidtil længste koncert turné for Stig.

2006 begyndte med et par festlige nytårskoncerter i bl.a. Lyngby og i Ballerup. Herefter fulgte forårskoncerter i Maribo og i Gørlevhallen med Simone som gæstesolist. I perioden primo maj til medio juni var det atter blevet tid til at opleve Stigs fantastiske skuespilkunst. Denne gang på Odense Teater, hvor Stig havde rollen som den rige kaffeplantageejer La Rebelliere. Læs om vores oplevelse ”hos Olinerne” . Så blev det sommer og tid for en masse dejlige sommerkoncerter, rundt om i Danmark. Stig med gæstesolister besøgte bl.a. Vejle, Odense, Gudbjerglund og Næstved. Læs evt. mere under ”Set & Sket”.

Der var også godt gang i foredragene ”Kys Rutinen” som Stig igennem mange år har turneret rund med. Se ”Foredrag”.

Efterårskoncert The Diaspora For Africa i Tivoli blev det også til.

Den 9. oktober udkom Stigs længe ventede bog ”Livet Skal Ikke Leves På Automatpilot” – en bog som er en blanding af en biografi og en lærebog, ud fra Stigs lærerige foredrag om hans ”Groundhug Metode” fra Kys Rutinen. Se evt. lidt mere på Stig Rossens hjemmeside eller hér ”Stig Er Også Forfatter”.

Stig besøgte efterfølgende "Meyerheim på tv2 Charlie" og fortalte om sin bog. Og i november og december satte Stig ind, med en omfattende bogsigneringsturné. Stig besøgte mindst 27 forskellige boghandlere rundt om i hele landet.

Sideløbende var det tid for den årlige julekoncertturné, som I år var på, ikke mindre end 24 julekoncerter, på kun tre uger;-)  Gæstesolisten i år var Karina Kappel, som Stig havde velvalgt efter at have hørt hendes cd, med selvskrevne numre.

Endnu et meget travlt og år for Stig – til stor glæde for alle hans fans og andre koncertgæster.

2007 bragte igen Stig med gæstesolister til Ballerup Superarena, til et festfyrværkeri af en nytårskoncert.

Og så blev det et umådeligt spændende Dansk Melodi Grand Prix 2007. Stigs mange fans måtte en ugelang tur på pinebænken!! På trods af, at de 8 numre var utroligt forskellige, så var der tilsyneladende slet ingen tvivl under Semifinalen i Aalborg 2. februar 2007, Stig blev trukket til finalen, ja det virkede legende let!! Alligevel var det hårdt at skulle vente i over en uge på det endelige resultat, før finalen løb først af stablen i Horsens den følgende lørdag 10. februar 2007!! Det skulle da også blive et intenst opløb denne finaleaften, hvor Stig endte på EN RIGTIG FLOT 3. plads og lå de følgende uger højt placeret på Dansktoppen.

Marts var en aktiv koncert måned. Først var Stig gæst ved indvielsen af det nye musikhus i Svendborg og Esbjerg Musikhus’ 10 års jubilæum. Herefter blev det til 2 succesrige koncerter i Sønderborg og Vejle, hvor gæsterne fik ”Den amerikanske koncert” med Bob Ricketts og hans orkester. Denne koncert var jo en dundrende succes i USA og det danske publikum var heldigvis lige så begejstrede som amerikanerne.

Stig valgte i foråret at genudgive CD/DVD boksen
”This Is The Moment”, med live koncerten fra Tivoli i maj 2004. Denne boks blev oprindeligt kun præsenteret og solgt ved Stigs koncerter. Genudgivelsen blev en stor succes og lå på salgshitlisten i mange uger.

April bød på en gospel koncert, bl.a sammen med koret Unity i Ølstykke samt 3 tenorkoncerter i Horsens, Aalborg og Odense med bl.a. Susanne Elmark,
Kurt Ravn, Kenneth Ørsøe samt dirigent Frans Rasmussen og Slesvigske Musikkorps. Disse koncerter var arrangeret af ASF – Dansk Folkehjælp, og overskuddet gik ubeskåret til en ferieoplevelse for socialt udsatte børn i Danmark. Koncerten i Horsens blev i øvrigt optaget af DK4 og vist d. 29. December.

Maj bød på en gæsteoptræden i programmet ”Gu’ske lov du kom”. Episoden blev vist på TV3 den 25. maj. Det var også i maj måned, at lokal TV Midt-vest optog Stigs foredrag ”Kys rutinen”. Udsendelserne blev efterfølgende programsat til oktober måned, hvor foredraget blev rost som flot, nærværende, relevant og underholdende.

1. juni var der igen en chance for at se og høre Stig optræde med
Simone. Kolding afholdt Cartoon festival, og det var jo en oplagt mulighed for at præsentere de mange Disney numre, som Stig og Simone har sunget sammen og hver for sig.

Temaet ved årets slotskoncerter i august var ”The Very Best of Andrew Lloyd Webber”. Der var lagt op til et topmøde mellem nordens garvede fortolkere og Stigs indgående kendskab til Andrew Lloyd Webbers repertoire betød, at han var et oplagt emne som solist.

I september stod der USA på programmet! Drømmen om et amerikansk gennembrud er absolut ikke lagt på is, og der kommer fortsat mange henvendelser derovre fra. Stig har nu fået en ny agent og 6. og 7. september var der arrangeret 2 showcases i Columbus, Ohio i forbindelse med en stor konference for musikbranchen. 28. september gik turen igen til USA. her var der planlagt endnu en showcase, denne gang i Louisville, Kentucky og der var nu tale om en endnu større konference, hvor mange indflydelsesrige agenter var til stede. Alle 3 showcases fik forrygende respons fra publikum og der arbejdes nu med at planlægge to turnéer for 2008 og 2009. Læs Stigs egen beretning fra turen
”her”


Ind i mellem blev der lige tid til at gæsteoptræde ved
ASF – Dansk Folkehjælps Gallashow, der fandt sted i Tivolis Koncertsal 9. september.

Stig overraskede sit publikum med udgivelsen en helt ny CD 12. september. Cd’en har fået titlen
"Sange til hende" og består af 14 nyskrevne, dansktekstede sange om mænd, kvinder og kærligheden. Det er en cd med bid og vid, humor og glimt i øjet. Nummeret ”Du er for lækker” fra Cd’en kom ind på Dansktoppen og opnåede en 7. plads som højeste placering.

Oktober bød på både koncerter og foredrag. Først var der indvielsen af Arena Fyn, hvor der blev budt på en imponerende solist liste. Herefter havde Færøerne sendt bud efter Stig, og hans koncert i Torshavn 20. oktober var totalt udsolgt. Der var arrangeret to åbne foredrag i Taastup og Brøndby og måneden sluttede med en kirkekoncert i Glostrup. Stig fik tilbudt endnu en gæsteoptræden i programmet ”Gu’ske lov du kom”. Episoden blev vist den 10. november.

I november var der mulighed for at opleve endnu et åbent foredrag i Middelfart, hvorefter der nu skulle fokuseres på årets julekoncerter. Der blev igen slået rekord i år med hele 29 julekoncerter rundt i landet. Årets gæstesolist var
Christina Boelskifte, som de fleste vil genkende fra Stigs koncerter, da hun regelmæssigt optræder som hans backing sanger. Der var også i år mulighed for en ekstra julegave, idet jule cd’en "Når du ser et stjerneskud" fra 2006 nu blev udgivet med bonus nummeret ”Du løfter mig”, skrevet af Erling Møllehave.

 

 

 

Så langt så godt :-)))

 

                  Til starten af biografien om Stig

Kilde: www.stigrossen.dk samt Olinernes egne notater

 

Stig Rossen gennem tiderne

 

 

 

 

 

Her ser du AUTOGRAFEN over dem alle....

 

Stig Rossen har fødselsdag den 14. juni

  Læs HER, hvad der ellers er sket samme dag

 

 

Eksempel på hvad navnet Stig betyder:

 “Ouverture - The Jungle Book”            

 

Stig

 

S

Sweet

T

Twisted

I

Interesting

G

Glorious

 

 

11. januar 2013

Stig Rossen blev optaget i

loge i Koldinghus Ordnen.