Foto: © Olinerne

"Lev I Nuet"

En kvinde fortæller:

En nær ven åbnede en skuffe i sin kones klædeskab og tog en lille silkepapirspakke frem.
Det her, sagde han, er ingen almindelig pakke.
Det her er lingeri. Han pakkede op og kiggede opmærksomt på de små gennemsigtige trusser og den udfordrende bh.
Det her sæt købte hun første gang, vi rejste til Paris for 7 år siden, sagde han.
Hun har aldrig brugt det. Hun har gemt det til en særlig lejlighed.
Godt! Jeg tror, den særlige lejlighed er kommet.

Han gik hen til sengen og lagde det delikate undertøj sammen med det andet tøj, hans kone skulle have på til begravelsen. Hans kone var lige død.
Han vendte sig mod mig og sagde:
Gem aldrig noget til en særlig lejlighed. Hver dag du lever er en særlig lejlighed.
Jeg tænker stadig tilbage på de ord - de har forandret mit liv.
 

Nu forstår jeg mere og gør mindre rent.
Jeg sætter mig på terrassen og beundrer landskabet og solnedgangen uden at tænke på "ukrudtet" i haven.
Jeg bruger mere tid på min familie og mine venner end på at arbejde.
Jeg har forstået, at livet er en kæde af sammenhængende erfaringer, jeg kan have gavn af, ikke et overlevelseskursus.
Jeg gemmer ikke noget væk længere.
Jeg bruger mine krystalglas hver dag.
Jeg tager min nye jakke, kjole eller sko på i supermarkedet, fordi jeg har lyst til det.
Jeg gemmer ikke min bedste parfume til særlige fester. Jeg bruger den hver gang, jeg får lyst til det.

Jeg elsker mere.
Udtryk som "en skønne dag" og "en af de nærmeste dage" er lige så langsomt ved at forsvinde fra mit ordforråd.
Hvis det er værd at se på, lytte til eller gøre, så vil jeg se på det, lytte til det eller gøre det NU.

Jeg er ikke sikker på, hvad min vens kone havde gjort, hvis hun havde vidst, at hun ikke ville være her i morgen, som vi jo alle tager for givet.
Jeg vil tro, hun havde kontaktet sin familie og sine nærmeste venner.
Måske havde hun ringet til nogle gamle venner for at bede om undskyld og slutte fred ovenpå nogle skænderier og uenigheder.
Jeg vil gerne tro, at hun var taget på en fransk restaurant, da fransk kokkekunst var hendes store lidenskab.
Det ville være alle disse små ting, der ikke var i orden, som ville genere mig, hvis jeg vidste, at min sidste time var nær.

Det generer mig, at jeg er holdt op med at se gamle venner, som jeg "en skønne dag" vil tage kontakt til igen.
Det generer mig, at jeg ikke skriver de breve, som jeg havde tænkt mig at skrive "en af de nærmeste dage".
Det generer mig og gør mig ked af det, at jeg ikke tilstrækkeligt ofte har sagt til mine forældre, søskende og børn, hvor meget jeg elsker dem.
Nu forsøger jeg ikke at forsinke, tilbageholde eller gemme på noget, som kunne berige vores liv med latter og glæde.
Og hver dag siger jeg til mig selv, at i dag er en særlig dag.

Hver dag, hver time, hvert minut, hvert eneste øjeblik er noget særligt.

Vil du læse den igen?